Familieliv Hvidovre

Luk alle
Åbn alle

Familieliv Hvidovre er et fødsels- og familieforberedelseskursus til alle, som bliver familie for første gang. Sundhedsplejen i Hvidovre afholder kursusrækken i tæt samarbejde og med deltagelse af regionens jordemødre fra Hvidovre hospital, en bred række relevante fagfolk fra Hvidovre Kommune samt frivillige og private aktører.

Kurset strækker sig fra midt i graviditeten og frem til barnet er ca. 12 måneder. Familierne mødes 15 gange i løbet af den periode. Grupperne sættes sammen ud fra fødselsterminen. Der vil være op til 12 par på hvert hold. Når barnet er født, skal det også deltage.

I Hvidovre kommune er der ca. 350 førstegangsfødende årligt, så vi forventer, at der vil være flere hold i aktion hver uge.

Der starter nye hold hver måned.

Familieliv Hvidovre indeholder en række temaer, der medvirker til at styrke deltagernes forældrekompetencer. Kurserne giver også deltagerne mulighed for at møde og skabe netværk med andre nye familier.

Formålet med Familieliv Hvidovre er at give information, råd og inspiration til en god start på livet som familie. Der er fokus på alle i familien - det nye barn og forældre - eller andre betydningsfulde voksne i barnets liv.

Kurset giver mulighed for at udveksle erfaringer og danne netværk med andre nye familier. Kurset vil danne et trygt forum til at stille spørgsmål og dele refleksioner. Familieliv Hvidovre lægger vægt på dialog, og at forældrene er eksperter i deres eget liv.

  • En tryg begyndelse og tilknytning til det kommende barn
  • Amning og fars betydning for et vellykket ammeforløb
  • Jordemoderenes fødselsforberedelses program Barn i vente 
  • Barnets sansemotoriske udvikling 
  • Barnets følelsesmæssige og sociale udvikling
  • Barnets motorik og hvordan I styrker dets motoriske udvikling
  • Barnets naturlige søvn
  • Familieliv, opdragelse og kommunikation
  • Introduktion til førstehjælp til børn
  • Mulighed for at søge råd og vejledning
  • Netværksdannelse med andre familier

Kurserne afholdes i Hvidovre Familiehus, Sundhedscentret, Hovedbiblioteket samt PPRs lokaler og foregår på torsdage 16.30-18.30.

Der vil være myslibarer til jer.

Alle førstegangsfamilier får tilbuddet. Det er muligt at deltage i Familieliv Hvidovre uanset, hvordan familien er konstrueret. Der er mulighed for tolkebistand, hvis det er nødvendigt. Giv besked om dette ved tilmeldingen.

Tilmeldingen sker i den første jordemoderkonsultation. Det er også muligt at tilmelde sig på sundhedsplejen@hvidovre.dk eller til sundhedsplejens sekretær Dorthe Riis-Reese 36 39 37 65.

I bliver kontaktet før kursus start telefonisk  af sundhedsplejen med henblik på gruppestart og mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.

Familieliv Hvidovre er udviklet i samarbejde med Fonden for Socialt Ansvar. Se mere her: Familieiværksætterne.

Luk alle
Åbn alle

Kommentarerne stammer fra evalueringer fra forældrene:


" Det har været supergodt, og vi er glade for, at Hvidovre kommune tilbyder dette. Samtidig har det været en god måde at starte en forældregruppe op på”.


 ”Det har været rart at deltage i et tilbud, hvor både mig og min partner har været med, så vi kunne dele oplevelser, og modtage samme viden og information om barnets udvikling."


 ”Det er et godt fællesskab”.


 ”Det har været rigtig godt som far også at være med og mødes med andre forældre og videns dele”.


”For os har det været helt fantastisk. Man kaster sig ud på dybt vand, som førstegangsforældre. Og familieliv har været med til at hjælpe med at få besvaret en masse spørgsmål i forhold til den usikkerhed, som følger med. Vi har været utrolig glade for familieliv, og har nævnt det for familie, venner og bekendte. Alle kommuner burde tilbyde det”.


 ”Det har været spændende og lærerigt”.